Filosofisk æstetik

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage  

Forside

 

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Arkitektur som kunstart?

 


 

 

Arkitekturens selvforståelse

 

Er arkitektur kunst? Det er i al sin enkelhed spørgsmålet, som vil blive diskuteret i artiklen her. Et svar på spørgsmålet forudsætter imidlertid først en afklaring af, hvad kunst er. Men herved lægges der op til en mere omfattende redegørelse, end det er hensigten at præsentere her. I stedet må vi nærme os problemstillingen på en anden måde, fx ved at sammenholde træk ved arkitekturen med allerede foreliggende definitioner af, hvad kunst er.

 

Ét forhold yder umiddelbart modstand mod at integrere arkitekturen i det kunstneriske felt. Med kunst mener vi almindeligvis de frie kunstarter, hvorimod arkitekturen definerer sig som en bunden kunstart. ’L’art pour l’art’ (kunst for kunstens egen skyld) gælder ikke for arkitekturen. En arkitekt er ikke så frit stillet som en maler, billedhugger, dramatiker eller digter i almindelighed er. Arkitekten er bl.a. bundet af økonomi, miljø, byplanlægning og det rum, bygningen skal indplaceres i. Og så skal bygningen overholde nogle funktionelle krav. Det sidstnævnte er helt afgørende. Bygningens funktion kan ikke ignoreres. Og med funktionenen følger et formål. Det er her, kunstarterne skilles. De frie kunstarters formålsløshed, som er deres styrke, står her over for arkitekturens formålsbundethed.

 

Institutionen 'arkitektur' opfatter tilsyneladende arkitektur som en kunstart. Det er på Kunstakademiets arkitektskole, man uddanner arkitekter, og sætter man sig ind i, hvad arkitektuddannelsen indeholder på, så finder man flere perspektiver, som lige så godt kunne findes i det rent kunstneriske miljø. På arkitektskolen taler man om arkitektur som en kunstnerisk disciplin, om kunstneriske aspekter, om den oplevelsesmæssige værdi og om arkitektur som udtryk for kulturens erindring og forestilling. Endvidere tænker man i komposition, er opmærksom på det kunstneriske niveau og potentialet til at påvirke følelser, overvejer relationen mellem del og helhed, arbejder med semantiske felter og arkitektur som sprog samt stof og rum. Generelt ser man fra institutionen selv arkitektur som udsagn, der afspejler og tolker tiden, hvorved tilværelsens rum tilføres værdi. Endvidere fremhæver man arkitekturfagets æstetiske praksis, der indbefatter en færdighed som skærpelse af følsomhed for og evne til at arbejde med rummet som plastisk materiale, med lysets, lydens, farvens og stoffets egenskaber.

 

I arkitekturens selvforståelse indgår arkitektur således som en kunstnerisk disciplin. Men den er stadig bundet til eksterne faktorer, ikke fuldstændig fri.

 


Til højre ses et mindekapel for St. Peter. Med en sådan opgave - bestilt af Ferdinand og Isabel af Spanien - har Bramante på den ene side været bundet arkitektonisk af en kristen reference, men på den anden side ville Bramante netop nytænke kristen arkitektur ved at gøre brug af såvel den antikke som den romerske tradition. Det kom der i første omgang dette lille Tempietto ud af, som står i Rom ved den spanske ambassade.

 

Som det ses, er templet opført i en lille gård og synes således at være beregnet til at skulle beses netop fra den side, hvorfra fotoet er taget. Det gør det nærliggende at sammenligne det med et maleri. Er tempietto'et et kunstværk?

Tempietto (i San Pietro in Montoria), 1502, af D. Bramante


 

På den anden side udtaler Dansk Center for Arkitektur og Kunst, at man arbejder for integrationen af arkitektur og kunst. En integration af noget forudsætter en ikke-samhørighed. Hvis arkitektur først skal integreres med kunst, så må arkitekturen i første omgang ikke være kunst. Denne selvforståelse afviger fra den ovennævnte.

 

 

Arkitektur som bygningskunst

 

Vi har hidtil benyttet termen arkitektur som et samlet begreb, men arkitektur udfolder sig jo inden for mange områder, fx bygninger, landskaber, pladser, byplanlægning m.v. Her vil vi alene tænke på arkitektur som bygningskunst.

 

Kunstteorier har der været udformet mange af, især siden midten af 1700-tallet. Et par af de mest indflydelsesrige kunstteorier fra det seneste århundrede er formuleret af henholdsvis Clive Bell og Benedetto Croce. Kan arkitektur indplacere sig meningsfuldt i disse teorier? I bekræftende fald kan vi konkludere, at arkitektur ud fra disse teorier kan klassificeres som en kunstart.

 

Clive Bells[1] teori har begrebet ’signifikant form’ som omdrejningspunkt. Kunstgenstande må have nogle kvaliteter, som adskiller dem fra andre genstande. Det er disse kvaliteter, der definerer dem som kunst. Hvilke kvaliteter påvirker vores æstetiske følelser? Hvilke kvaliteter har antikke vaser, Rafaels billeder, Thorvaldsens statuer og Picassos billeder til fælles? Bells svar er, at de nævnte genstande alle har ’signifikant form’.

 

Med ’signifikant form’ mener Bell, at kunstgenstande - kunstværker - er karakteriserede ved deres bestemte form. Det er ofte sagt, at det er formen, ikke motivet, der gør fx et maleri til et kunstværk. Og det er her, Bell sætter ind. Signifikant betyder noget i retning af ’betydningsfuld’, og når et kunstværk hævdes at have signifikant form, mener Bell, at det drejer sig om en afgørende (betydningsfuld, betydende) form, der skaber en særlig æstetisk følelse i det menneske, der står over for et kunstværk.

 

Har en bygning også signifikant form? Nogle har nok, men de fleste har nok ikke. Termen ’nok’ antyder, at begrebet om ’signifikant form’ er vagt. Det lader sig ikke umiddelbart genkende i værket, men må tage udgangspunkt i den særlige følelse, som er en indikation på, at et værk besidder signifikant form. Denne følelse kan tolkes som et overskud, der rækker ud over de konkrete følelser, vi kan henføres i, såsom vrede, glæde, ro etc. Et værk kan ligeledes synes at have et overskud, som vi ikke helt kan blive færdig med. Det overskud kan meget vel skyldes formen, som gør et motiv nyt og friskt, for motivet i sig selv bliver vi oftest hurtigt færdig med.

 

Visse bygninger har givetvis dette overskud, enten i kraft af sit ydre eller i kraft af sine indre, rummæssige proportioner. Spørgsmålet er bl.a., hvorledes form og funktion forholder sig til hinanden. Jo mere form, des mere nærmer arkitekturen sig kunsten. Bolighuse og industribygninger er eksempler på bygninger, hvor funktionen i reglen bestemmer formen. Omvendt med et operahus og forskellige former for vartegn (fx Eiffeltårnet); her har arkitekten en større frihed til at lege med formen, med bygningens udtryk, og så først i anden omgang måske indpasse funktionen i hele planen.

 

På baggrund af Bells kunstteori må vi konkludere, at hvor et kunstværk er et stykke kunst uanset hvad, fordi det har signifikant form, så gælder det samme ikke umiddelbart for bygninger - i hvert fald ikke alle bygninger. Derved bliver nogle bygninger i Bells perspektiv en tilnærmelse til kunst, mens andre ikke kan klassificeres som kunst.

 

Benedetto Croce[2] argumenterer for, at kunst er et ‘udtryk', en intuition, som Croce definerer som et formet indtryk. Croce bruger herved termen ‘intuition’ på en lidt særegen måde. For ham er intuition altså en aktiv akt, hvorved vi former vores indtryk til et egentligt udtryk. At have intuition er at kunne udtrykke! Erfaring er kun mulig, fordi bevidstheden udtrykker eller former det, der sanses.

 

Vi former indtryk til udtryk i hverdagen, altså etablerer intuitioner. Det sker ifølge Croce som nævnt også i kunsten. Kvalitativt set er kunst derfor et udtryk på lige fod med udtryk i hverdagslivet. Kvantativt set er der imidlertid en forskel. Kunstneriske udtryk er nemlig mere kreative i forhold til de erfaringer, hverdagslivet frembringer. Her er altså tale om en gradsforskel. I kunsten udtrykkes såvel det kendte (aktuelle) som det ukendte (mulige). Kunsten er stadig at betragte som udtryk, som i hverdaglivets erfaringer, men feltet for udtryk udvides i kunsten. Det er heri, gradsforskellen ligger. Den kunstneriske erfaring er ikke noget særligt ophøjet. Den lever af de grunderfaringer, vi alle har del i - men udvider dem altså.

 

Er en bygning nu at betragte som en kunstnerisk intuition - et formet indtryk, der bliver et udtryk? Vi mangler her lige at fastslå, at for Croce er enhver genstand ikke sådan uden videre et udtryk. Han skelner mellem vellykkede og mislykkede udtryk, og kun de førstnævnte kan bære betegnelsen 'udtryk' overhovedet. Et udtryk har derfor en æstetisk værdi, der fremkommer som en enhed i værket. Værkets æstetiske værdi rummer skønhed i samme grad, som alle delene arbejder sammen som en enhed. Herved opstår et egentligt udtryk. Så nu kan vi spørge igen: Er en bygning et udtryk? Eller: Har en bygning en æstetisk værdi, der kendetegnes af, at alle delene udgør en enhed?

 

Igen må vi svare forbeholdent. Ja, nogle bygninger matcher Croces kriterium på kunst, nemlig at bygningen udgør en udtryk. Bygningen fremstår i de tilfælde som en enhed, hvor alle delene føjer sig smukt sammen i en helhed, som erfares som enhed. Men der er andre bygninger, der ikke lever op til det kriterium.

 


Medici, den uhyre rige og indflydelsesrige familie fra renæssancens Italien, ejede utallige bygninger. En af dem var Villa Medici, som familien fik bygget efter idé og tegninger af Giuliana da Sangallo. Villaen ligger uden for Firenze i retning af Pistoia.

 

Er denne villa på nogen måde et kunstværk?

Villa Medici (i Poggio a Caiano), 1480-85, af G. da Sangallo


 

Sammenfatning

 

Det indledende spørgsmål om, hvorvidt arkitektur kan betragtes som en kunstart, er her forsøgt kortfattet diskuteret ud fra dels arkitekturens selvforståelse, dels to kunstteorier. Arkitekturen forstår tilsyneladende sig selv som en kunstart. Det ses af den måde, hvorpå man angriber arkitekturens rolle og problemstillinger. Man benytter sig så at sige af den samme diskurs. Men man er samtidig bevidst om, at i arkitektur fylder funktionen og andre begrænsninger så meget, at man ikke sådan uden videre kan sætte et klart lighedstegn mellem arkitektur og kunst.

 

Det forbeholdne 'ja' gentager sig, når arkitektur forsøges indflettet i et par af de gængse kunstteorier. Arkitektur kan være bærer af en signifikant form (Bell), og arkitektur kan udgøre et udtryk (Croce). Det afgørende er imidlertid, at bygninger i alle tilfælde 'kan være' et kunstnerisk udtryk. Det indbefatter, at det kan de så også ikke være. Arkitektur må derfor placeres i et grænseområde, der støder op til kunstbegrebet, således som dette er blevet omtalt ovenfor.

 

 


1 Engelsk kunstteoretiker (1881-1964).

2 Italiensk filosof (1866-1952). Efternavnet udtales ‘krotsje’. Se også introduktion og tekst i J.Z. Hagen: Filosofisk æstetik (Gyldendal 2002).

 

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600