Erkendelse og Sandhed

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage

Forside

 

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Den sene Wittgenstein

 


 

Wittgensteins filosofiske vending

 

Den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins (1889-1951) filosofi falder i to dele. Den tidlige Wittgenstein skrev Tractatus Logico-Philosophicus i 1921-22, hvor han bl.a. formulerede sin såkaldte billedteori. Ifølge den har meningsfulde sætninger en afbildningsfunktion i forhold til virkeligheden. Det vil sige, at sproget primært er beskrivende. Derved kan sætninger være sande eller falske, og hvad der ikke kan afgøres på denne måde, er meningsløse sætninger. Herved mente Wittgenstein at have løst de grundlæggende filosofiske problemer, og han trak sig da tilbage fra det filosofiske miljø i Cambridge. Det skete i 1922.

Nogle år senere blev han imidlertid i tvivl, og han vendte derfor tilbage til filosofien i 1929. Han kritiserede sit eget standpunkt og formulerede en helt anden opfattelse af sprogets væsen. Omvendingen er så stor, at man skulle tro, der er tale om to forskellige filosoffer. Dette markeres gerne med, at man taler om henholdsvis den tidlige og den sene Wittgenstein. Vi skal nu se nærmere på den sene Wittgenstein, der ansættes som filosofiprofessor i 1930, dør i 1951 og får sit andet hovedværk Filosofiske undersøgelser udgivet posthumt i 1953.


Den sene Wittgenstein anlægger et helhedsperspektiv på sproget. I stedet for som i Tractatus at tale om elementarsætninger som sprogets byggestene, afhænger en sætnings mening nu af dens brug. Sætningen skal forstås i sammenhæng med andre beslægtede sætninger, der har samme brug. Det er selve anvendelsen, der giver sætninger deres mening. Sproget ses altså som et aktivt, helhedspræget og praktisksocialt fænomen.

Cambridge University, England



Filosofiske undersøgelser indledes med et opgør med Tractatus? navneteori. Wittgenstein giver et eksempel, hvor en grønthandler læser en indkøbsseddel, hvorpå der står "Fem røde æbler". "Æble" er et navn for en bestemt frugt, som fx ligger i en bestemt kasse, hvorpå der står "Æbler". Og "rød" er et navn for en bestemt farve, som kan slås op i et farvekort. Men hvad med ordet "fem"? Hvad er det et navn for? Det er faktisk ikke et navn for noget. Vi kan altså ikke forstå ordet "fem" ved at henvise til, hvad det er et navn for. I stedet viser grønthandleren sin forståelse ved at tælle fra et til fem æbler, som han lægger i en pose. Kriteriet på, at grønthandleren har forstået sætningen "fem røde æbler", er, at han handler, som han gør. Han har demonstreret sætningen i brug.

Hertil kan vi indvende, at vi faktisk lærer små børn, hvad ordene betyder ved at pege på det, ordene er navne for. Fx vil vi tage et æble frem, pege på det og sige "æble" Men senere vil vi måske igen pege på æblet og sige "rød" Så har vi problemet. Hvad skal barnet forstå ved vores henvisning? Hvorfra ved barnet, at "rød" ikke er et nyt navn for "æble"? Eller en betegnelse for æblets form eller størrelse? Svaret er, at det ved barnet kun, hvis det kender til begrebet "farve". At lære et sprog forudsætter altså et vist kendskab til sproget. At navngive ting er blot én måde at anvende sproget på.



Sprogspilsteorien


Wittgenstein siger, at vi benytter os af forskellige sprogspil. Navngivning er blot ét sprogspil, det vil sige en måde at anvende sproget på. Ordrer og befalinger indgår i et andet sprogspil etc. Sprogets betydning opstår således i dets brug, i dets anvendelse.

Vi kan også tage et andet eksempel. En håndværker siger til en kollega: "Hammer!" Hvad betyder det? "Hammer" er navnet på en bestemt genstand, her et værktøj. Er det det, håndvær-keren siger? Fortæller håndværkeren sin kollega, at dette værktøj hedder "hammer"? Nej. Her indgår ordet "hammer" i et sprogspil, der indgår i en særlig situation. Håndværkeren siger egentlig "Ræk mig lige hammeren!" Det forstår vi, fordi vi forstår sprogspillet. Vi forstår, hvordan sproget anvendes i denne situation. Anvendelsen bliver et kriterium på forståelsen.

Det er på denne måde, Wittgenstein kan hævde, at sprog altid opstår i en social praksis. I og med at den sociale praksis føder bestemte sprogspil, udtrykker sprogspillene de talendes livsform ? det vil sige den fortrolighed og sikkerhed, hvormed sprogbrugerne omgås sproget i forskellige situationer. Sprog og livsform kan således ikke adskilles.

Ord får med andre ord deres betydning i den måde, vi bruger dem på. At forstå et ord er at kunne anvende det. I anvendelsen følger vi nogle regler, der karakteriserer det sprogspil, anvendelsen af ordet indgår i. Siger vi fx, at nu vil vi tegne situationen op, så følger vi en regel i et sprogspil, der giver ordet "tegne" dets særlige betydning. I et andet sprogspil vil "tegne" have en anden betydning. Efterhånden som anvendelsesmåderne udvider sig, ændrer sprogspillene og reglerne sig også. Denne sprogopfattelse er dynamisk, eftersom ord kan ændre betydning ? lige som nye betydninger opstår hele tiden.



Forståelse som anvendelse


Wittgenstein opgiver som nævnt billedteorien, men vi kan lige så godt sige, at billedteorien blot udgør ét sprogspil blandt utallige andre sprogspil. Hvis ikke vi indser det, så får vi problemer med at forstå sproglige udtryk for indre tilstande. Da dette er et afgørende punkt hos den sene Wittgenstein, vil vi nu uddybe det.

Tag fx begrebet "forståelse". Hvis vi siger "Nu forstår jeg!", henviser vi så til en indre tilstand, et bevidsthedsfænomen, en forståelsesakt? Nej, det kan vi ikke gøre, for vi har aldrig iagttaget en forståelsesakt. I stedet giver Wittgenstein et eksempel. A skriver en talrække op for B. Talrækken er: 1, 5, 11, 19, 29. Og nu hævder B følgende: "Nu forstår jeg!". Betyder det, at B kommer i tanke om en formel, hvorudfra talrækken bliver til? Eller at B for sit indre øje "ser" et princip, nemlig at der lægges 4, 6, 8, 10 til det foregående tal? Nej, for B kan komme i tanke om formlen uden på nogen måde at have forstået den. Og B kan have "set" princippet uden at kunne anvende det ? og er princippet så reelt forstået? Problemerne opstår her, fordi forståelse opfattes som en henvisning til en forståelsesakt. I stedet skal B?s forståelse vurderes på, om B kan fortsætte talrækken. Derved bliver anvendelsen af formlen eller princippet et kriterium for forståelsen. At forstå er at kunne. At forstå er ikke at henvise til en forståelsesakt, som forbliver et rent postulat.

Et andet problem gælder, hvad det vil sige, når vi fx udtrykker "Jeg har smerte". I forlængelse af billedteorien kunne vi opfatte udtrykket som en henvisning til en indre tilstand, en smertetilstand. Men i så fald vil det kun være den, der udtaler sig, som vil kunne forstå sætningen. Vi vil få et privatsprog. Andre vil jo ikke have nogen adgang til den smerte, der omtales. Men et privatsprog er ikke noget sprog, ifølge Wittgenstein. Et sprog er en regelstyret aktivitet, som er social. Derfor er et privatsprog en umulighed.

Vi har her taget hul på Wittgensteins privatsprogsargument. Det er vel at mærke et argument, der vil vise, at et privatsprog ikke er muligt. Wittgenstein giver et eksempel med en person, der vil udtrykke en bestemt fornemmelse. Det kan være en smerte, glæde eller andet. Første gang denne bestemte fornemmelse opleves, skriver personen et F i sin dagbog. F bliver derved navnet på fornemmelsen. Nogle dage senere mærker personen samme fornemmelse og skriver derfor igen et F i dagbogen. Men ud fra hvilket kriterium kan vi vurdere, om identifikationen af F er korrekt? Hvad er den korrekte brug af F?

Personen vil måske foreslå, at kriteriet er hukommelsen. Det andet F er korrekt anvendt, fordi den fornemmelse, det betegner, ifølge hukommelsen er den samme, som den fornemmelse, det første F betegner. Men dette kriterium forudsætter, at personen er i stand til at skelne mellem rigtig og forkert hukommelse. Det kriterium mangler. Privatsprogsargumentets udgangspunkt er det faktum, at sprogbeherskelse er en evne, vi har erhvervet os. Vi er ikke født med evnen til fx at tale dansk; vi lærer det gennem de første år af vores liv via opdragelsen. Vores sprogtilegnelse er praktisk baseret. Vi lærer i vores liv, hvordan ordene bruges. Fx knyttes ordet "smerte" sammen med en bestemt adfærd, som vi lærer er kriteriet for, at der er tale om smerte. Vi får efterhånden en vifte af situationer, hvor ?smerte? kan anvendes, samtidig med at andre muligheder for ordets anvendelse udelukkes. Det er dette grundlag, der giver os en forståelse af ordet "smerte", og som gør det muligt for os at anvende ordet i meningsfulde sætninger. Udtrykket "Jeg har smerte" er derfor en tillært smerteadfærd. Det er ikke en beskrivelse af en indre tilstand, men er en del af adfærden.

Vi forhekses af sproget, idet vi tror, at vi beskriver en fornemmelse, når vi siger "Jeg har smerte". Sætningen ligner en påstand, men det vil være absurd at holde fast ved den opfattelse. Påstande kan være sande og falske, hvilket bl.a. indebærer, at man kan tage fejl. Hævder man, at denne nøgle er til ens cykellås, så er det muligt, at man tager fejl. Men det er absurd at fastholde, at man med sætningen "Jeg har smerte" muligvis tager fejl. Man kan ikke være i tvivl om, hvorvidt man har smerte eller ej. Det viser, at man i forhold til indre tilstande ikke henviser til dem. I stedet lader man sætningen eller udtrykket erstatte fornemmelsen. Og da udtrykket følger de regler, der angiver kriteriet for, hvordan man anvender udtrykket, bliver udtrykket forståeligt for andre. Kun når kriteriet for forståelsen er offentligt, er der tale om et sprog. Private kriterier er ikke mulige at opretholde som meningskriterier, da et udtryks mening er dets brug.

Wittgenstein er en utraditionel filosof. Han betvivler de mest selvfølgelige antagelser vedrørende vores sprogbrug, og det giver nogle overraskende konsekvenser. Han viser, at sprogbrugen er afgørende for forståelsen af social praksis, at sprog og livsform hænger sammen. Bl.a. af den grund har Wittgenstein fået en betydning, der rækker langt ud over de filosofiske landskaber.

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600