Erkendelse og Sandhed

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage

Forside

 

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Den tidlige Wittgenstein

 


 

Den sproglige vending

 

Filosofien har ændret karakter i historiens løb. Det skyldes bl.a., at videnskaberne efterhånden har overtaget dele af filosofiens område. Fx omhandlede filosofien for snart 3.000 år siden primært naturens grundlag, men det er i dag overvejende naturvidenskabernes område.

Til gengæld er det blevet påkrævet at filosofere over videnskabernes eget grundlag, for det kan videnskaberne nemlig ikke selv. Videnskabernes grundlag består af videnskabelige teorier, der igen består af sproglige udsagn om virkeligheden og dens relationer. Filosofien vendte derfor bl.a. interessen mod sproget.

I dag taler man om den sproglige vending inden for filosofien i 1900-tallet. Af forskellige historiske grunde udviklede denne del af filosofien sig først og fremmest i de engelsktalende lande, og den bærer i dag fællesbetegnelsen analytisk filosofi. Det skyldes, at analytisk filosofi vil analysere begrebers betydning for derigennem at rense filosofien for vrøvl og misforståelser. Fx udgør René Descartes' såkaldte drømmeargument et filosofisk pseudoproblem. Drømmeargumentet sår tvivl om omverdenens eksistens. Drømmer vi blot, at der er en omverden? Men begrebet "drøm" forudsætter et parallelbegreb om "virkelighed", så hvis begrebet "drøm" benyttes, så har man samtidig accepteret begrebet "virkelighed". Derfor er det noget vrøvl ud fra drømmeargumentet at sætte spørgsmålstegn ved virkelighedens eksistens. De analytiske filosoffer mener således, at der ligger meget oprydningsarbejde forude i filosofien.

 


Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) er en af 1900-tallets betydeligste filosoffer. Som mange andre filosoffer arbejdede Wittgenstein sig i løbet af sin karriere væk fra sit oprindelige filosofiske grundlag for at udvikle nye filosofiske betragtninger og teorier. Derfor skelner man gerne mellem den tidlige og den sene Wittgenstein. Den tidlige Wittgenstein fokuserede på sprogets logiske struktur. Hvad den sene Wittgenstein fokuserede på, vil fremgå af en anden artikel.

 


 

Sproget afbilder virkeligheden

Den tidlige Wittgenstein møder vi i værket Tractatus Logico-Philosophicus fra 1922. Værkets titel betyder "Logisk-filosofisk afhandling". Heri vil Wittgenstein forsøge at afklare erkendelsens grænse og gyldighed. Og genstanden for denne søgen er sproget. Det er i kraft af sproget, at vi tænker, så vores tankes grænse må svare til sprogets grænse. Og sprogets grænse er verdens grænse. Hvad der ikke meningsfuldt lader sig udtrykke sprogligt, kan heller ikke tænkes. Tractatus Logico-Philosophicus er nærmest matematisk opbygget og er derved i sin form et godt udtryk for, hvad Wittgenstein vil. Han vil vise, at sproget har en logik, der kan definere sætninger som sande eller falske. De sætninger, der ikke kan afgøres som sande eller falske, er filosofisk set uinteressante og tilmed meningsløse. Sætningen "Her ligger en bog" er meningsfuld, fordi den umiddelbart er enten sand eller falsk. Vi ved, hvad der skal være tilfældet, for at sætningen er sand, nemlig at der rent faktisk skal ligge en bog her. Når vi forstår sætningen, skyldes det, at vi kender dens sandhedsbetingelser.

Anderledes forholder det sig med sætningen "Det gode er identisk med det skønne". Hvordan kan vi afgøre, hvorvidt den er sand? Vi kan ikke umiddelbart kontrollere, om sætningens mening stemmer overens med virkeligheden. Derfor har sætningen faktisk ingen mening. Hvad skal være tilfældet for, at sætningen er sand?

Det fremgår måske af eksemplerne, at Wittgenstein kun opererer med beskrivende sætninger, mens fx værdiladede udtryk ikke rummer nogen erkendelse af verden. De sidstnævnte er nok etisk eller æstetisk interessante, men de er ikke filosofiske. Derfor kan vi lige så godt zoome ind på de beskrivende sætninger for at afdække deres form. Det er sætningernes form, der er væsentlig, for det er formen, der gør sætningerne enten meningsfulde eller meningsløse.

Den tidlige Wittgenstein udformede sin såkaldte "billedteori". Sproget afbilder virkeligheden. Sætningen "Her ligger en bog" giver et billede af virkeligheden, og det billede kan så være sandt eller falsk. Vi kan sammenligne denne grundopfattelse med et landkort, fx et kort over Danmark. Kortet er ikke virkeligheden, men afbilder den. Kortet kan så være sandt eller falsk, eller bare upræcist. Og det kan sproget også. En konsekvens af denne opfattelse er, at hvert ord må svare til noget i virkeligheden. Ordene betragtes følgelig som navne for ting i virkeligheden. Men helt så enkelt er det nu ikke. Et ord som "og" afbilder vist ingenting. Men "og" er alligevel en meningsfuld og nødvendig del af sproget. Sådanne ord benævnes som logiske ord, der angiver relationer mellem ting. Sproget kan således udtrykke relationer mellem ting, der svarer til, at virkeligheden indeholder relationer mellem ting. Dette er et eksempel på, at sprogets og virkelighedens form svarer til hinanden.

Nu kan billeder gøres mere eller mindre komplekse, således at der kan siges at opstå et helt hierarki af billeder. Det samme gælder sproget. Den enkleste og mest usammensatte sprogdel kalder Wittgenstein for "elementarsætningen". Den kan ikke deles yderligere op, uden at den mister sin status som sætning. En elementarsætning udtrykker en grundlæggende relation til virkeligheden. Den udtrykker kort og godt, om et sagforhold består.

Wittgensteins antagelse af elementarsætninger er noget dunkel, eftersom han ikke giver nogen eksempler på, hvad en elementarsætning er. Sætninger er almindeligvis komplekse, idet de udtrykker sammensatte forhold i virkeligheden. Fx er sætningen "Solen skinner" sammensat; der er flere forhold impliceret i sætningen. Men sammensatte sætninger må være bygget op af usammensatte sætninger: elementarsætninger. Umiddelbart synes det blot at være en logisk antagelse, som er nødvendig for at kunne forstå sætningers form.

Sproget afbilder altså virkeligheden. Derfor kan sandhedsværdien af et sprogligt udsagn afgøres ved at sammenligne det med virkeligheden. For at kunne afbilde virkeligheden må sproget (sætningerne) have samme logiske form som virkeligheden. Har de ikke det, bliver sætningerne meningsløse. En undersøgelse af disse forhold er filosofiens opgave.



Kendsgerninger

Vi kan nu træde et skridt videre. En elementarsætning afbilder et sagforhold. Elementarsætninger kan sammensættes i sammensatte sætninger, hvorefter vi får en kendsgerning. Vi har altså:

€ Elementarsætninger afbilder et sagforhold
€ Sammensatte sætninger afbilder flere sagforhold
€ En kendsgerning udtrykker en sammensætning af sagforhold


For Wittgenstein at se er verden simpelthen lig med summen af kendsgerninger. Da kendsgerninger er udsagn om ting, ikke selv ting, siger Wittgenstein altså, at verden er sproglig. Vi har ikke en verden, uden at den har en bestemt form. Uden sprog er tingene blot ting uden indbyrdes relationer, en ophobning af genstande, hvis karakter vi ikke ville kunne udtrykke eller vide noget om.

Billedteorien bygger på, at sproget afbilder virkeligheden. Sproget og virkeligheden må have en fælles struktur ("logisk form"), for at vi kan hævde, at sproget afbilder virkeligheden. Ellers kunne sproget fordreje virkeligheden, og vi ville intet kunne få at vide, i hvert fald kunne vi ikke få noget sandt at vide. Det billede, sproget udtrykker, er en kendsgerning. Billedet viser, hvordan noget forholder sig, idet billedets form svarer til virkelighedens form.

Jamen, hvad har Wittgenstein så fået fortalt os om virkeligheden, om tilværelsen? Intet, absolut intet. Han har i stedet foretaget nogle indledende betragtninger over, hvad der skal gælde, for at vi overhovedet kan udsige noget om virkeligheden. Han har så at sige ryddet op på det filosofiske skrivebord. En af konklusionerne bliver nemlig, at megen af den hidtidige filosofi er meningsløs. Wittgenstein har altså pillet alle de visne blade af filosofiens plante, og nu er der ikke meget plante tilbage. Filosofferne skal herefter nøjes med at analysere sproget for herigennem at få et begreb om virkeligheden.

Afslutningsvis kan vi forsøge at drille den tidlige Wittgenstein med hans stramme meningsbegreb. Er fx etiske udsagn meningsløse? Kan vi bygge en tilværelse op uden etik? Det vil Wittgenstein næppe mene. I filosofisk forstand er etik meningsløs, men han anerkender, at der er "noget", som sproget ikke direkte kan afbilde, men som det måske på en eller anden måde kan demonstrere.

Dette "noget" kalder han "det mystiske", og det indarbejder vi i dagligsproget. Men ikke i filosofien. Nu har Wittgenstein imidlertid selv skrevet en hel bog om sandhedskriterier m.v., der består af sætninger, der efter hans egne kriterier ikke er meningsfulde. Når han fx skriver, at sproget er en model af virkeligheden, er en sådan sætning så selv meningsfuld? Ved vi, hvad der skal være tilfældet, for at den er sand? Afbilder den en kendsgerning? Og af hvilke sagforhold består den af? Svaret på de to første spørgsmål må være: Nej. Og det bedste af det hele er, at Wittgenstein accepterer dette drilleri. Tractatus Logico-Philosophicus består i princippet af meningsløse sætninger. Men derved har han jo også fået vist, hvad det drejer sig om! Det mystiske eksisterer måske, men vi kan ikke sige noget om det. Det mystiske er, at verden er. Derved er det ikke en del af verden, for verden er det, der lader sig afbilde i sproget, og dermed kan udtrykkes klart. Og Wittgenstein afslutter således Tractatus Logico-Philosophicus med at sige, at "det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie".

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600