Eksistens og Ansvar

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage

Forside

 

 

Hvad er filosofi?

 

Filosofi som livskunst

 

Etiske begreber og teorier

 

Retsfilosofi

 

Magt og ret

 

Hvad er livskvalitet?

 

Eksistentialisme

 

Kunst og fantasi

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Diskursetik

 


 

 

I en tid, hvor universelle normer har svære kår, er det fristende at gøre et forsøg på at opstille og ikke mindst begrunde nogle normer, der forpligter alle. Den tyske filosof Jürgen Habermas (f. 1929) har gjort forsøget, men som det vil fremgå, er det spørgsmålet, om forsøget er lykkedes.

 

Habermas arbejder ud fra oplysningstankens ideal om, at det er muligt ad rationel vej - dvs. via fornuften - at nå frem til objektive kriterier for, dels hvordan virkeligheden 'er', dels hvordan den 'bør' være. I denne sammenhæng er det 'bør', der interesserer os, og det vil så sige etikken.

 

Habermas udarbejdede i 1980erne en diskursetik. I 1981 udkom det store tobindsværk Teori om de kommunikative handlinger, og i 1983 udgav Habermas Diskursetik - notitser til et begrundelsesprogram. Og et begrundelsesprogram er, hvad diskursetikken er tænkt at skulle være. En diskurs er en samtaleform. Enhver samtale er underlagt visse betingelser, som deltagerne i samtalen skal overholde, uanset hvad de taler om. En diskursetik skal udledes af disse betingelser. Det bliver derved den etiske diskurs' form, der begrunder normerne. Habermas' etik bliver på denne måde formal, idet den ikke peger på nogle konkrete etiske normer.

 

Vi må altså have fat i, hvad der karakteriserer denne diskurs. Først og fremmest involverer en diskurs flere parter. Diskursetikken bliver dermed en del af Habermas' kommunikationsteori. Det er især her, han adskiller sig fra Kant, idet det kategoriske imperativ lægger op til, at man individuelt kan afgøre, hvorvidt en handling er i overensstemmelse med det afgørende handlingsprincip - imperativet. Habermas lægger derimod op til, at kun de i fællesskab udformede handlingsnormer er forpligtende. De er enige om, at kun fornuften kan være universelt forpligtende, men hvor Kant vil lade den etiske dom forme monologisk, vil Habermas grundlægge den dialogisk. Og vi kan lægge til, at Habermas' sproglige fokusering er væsentlig for, at etikken kan være universel, da sproget er intersubjektivt. Sproget er vores verden, som vi ikke kan gå udover. Den moralske diskurs har sin egen rationalitet, hvor det er argumenter, der skal føre diskursen fremad. Fornuften er her den ledende instans, hvilket sikrer universaliteten.

 

Habermas har fremført begrebet (og idealet) om en herredømmefri samtale, der er underlagt nogle kriterier for, hvornår samtalen er gyldig og dermed forpligtende. Blandt disse gyldighedskriterier er bl.a. de involverede samtalepartneres oprigtighed og udsagnenes sandhed. I den herredømmefri samtale udøver alene argumentet en ejendommelig form for tvangløs tvang. Ved at underlægge sig denne betingelse sikres det, at egeninteresser og subjektive magtforhold ikke dominerer den moralske diskurs, da den ledende fornuft er almen og ikke privat. Det er herefter afgørende, at kun de normer, der accepteres af alle berørte deltagere i en praktisk diskurs, er gyldige. Heri ligger også, at konsekvenserne af normernes indførelse og overholdelse skal have opbakning fra alle berørte deltagere. Det er oplysningstankens ideal om en rationelt baseret konsensus, der således bærer Habermas' diskursetik.

 

Men det er vel ikke usandsynligt, at en af de berørte samtaledeltagere i en konkret sag nægter at acceptere flertallets norm? Og hvad hjælper så diskursetikkens ideal? Er det muligt at opretholde en sådan vetoret? Habermas har vanskeligheder med at svare præcist på disse spørgsmål. Muligheden for så at sige at nedlægge veto kan vanskeligt benægtes, men Habermas synes at mene, at hvis diskursen gennemføres rationelt - hvilket bl.a. betyder, at man sætter sig ordentligt ind i de andres perspektiver (jf. at alle perspektiver er ligeværdige) og derved sætter parentes om sine egeninteresser - så vil fornuften i kraft af de logiske regler i enhver argumentation guide samtaledeltagerne frem til en konsensus. Hvis dette ikke lader sig gøre, må det da skyldes fejl i diskursens anvendelse. Hermed taler Habermas for, at der i ethvert sagforhold, som man skal diskutere, er et rationelt fundament, som fornuften kan nå frem til, hvis den anvendes ordentligt og korrekt.

 

Ambitionen er for Habermas altså at godtgøre, at moralske konflikter kan afgøres rationelt via argumenter og fælles tilslutning. Samtidig tilbagevises følelserne som første instans i moralske beslutninger.

 

Den praktiske fornuft er en procedure, der stiller bestemte krav. Hvad indholdet angår, gælder diskursetikken kun det rigtige, ikke det gode. Det rigtige begrundes af overholdelsen af den rationelle procedure. Det gode udtrykker de værdier, vi på denne baggrund når frem til, og dem kan diskursetikken ikke udpege på forhånd. Det vil vise sig som frugter af diskursen. Habermas' projekt er således på én gang beskedent og abstrakt.

 

Indledningsvist blev der stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt Habermas' projekt lykkes. Et bud er, at det gør det ikke, hvilket der er i hvert fald tre grunde til. For det første synes den herredømmefri samtale at være ikke nlot et ideal, men også en utopi og derfor uden praktisk anvendelighed. Det kan være sympatisk nok at stille krav om samtaledeltagernes lige vægtning af alles interesser, men i praksis holder dette næppe. Det forudsætter nærmest en form for viljeløshed, der kunne have den konsekvens, at man ikke var motiveret for at træde ind i diskursen. Er det ikke sådan, at det netop er fordi, vi har noget på spil, at vi engagerer os i fx moralske diskurser? Og kaster vi et blik ud i den politiske verden, er det særdeles vanskeligt at få øje på bare ansatser til nogen form for herredømmefri samtale.

 

For det andet vil den omtalte vetoret i sig selv forudsætte nogle normer for, hvordan denne ret skal forvaltes. Ellers kan man jo terrorisere diskursen ved blot at nedlægge veto i tide og utide. Men diskursetikken har ikke noget bud på, hvordan vetoretten skal forvaltes; diskursetikken kryber uden om problemet ved at påstå, at den praktiske fornuft ved korrekt anvendelse vil overflødiggøre behovet for at nedlægge veto.

 

For det tredje skelner Habermas tilsyneladende mellem normer og værdier. Diskursetikken begrunder normer for den moralske diskurs' proces, men kan på forhånd ikke pege på bestemte værdier, som diskursen kan munde ud i. Spørgsmålet er imidlertid, om det er muligt at skelne mellem normer og værdier. Denne skelnen er uklar. Bygger en norm ikke altid på en eller flere værdier?

 

Habermas' diskursetik kan således betegnes som et sympatisk forsøg på at opstille nogle fælles forpligtende normer i en tid, der savner synes at savne sådanne, men desværre lykkes projektet ikke helt.

 

 

 

Multiple choice

 

 

Marcus Aurelius - en romersk stoiker

 

Diskursetik

 

 

Anvendt etik

 

Magt og ret

 

Eksistens og frihed

 

 

Skriv til forfatteren

 

Pris m.m.

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600