Erkendelse og Sandhed

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage

Forside

 

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Erkendelsens fundament

 


 

Den fundamentalistiske position

 

Erkendelsesteorien undersøger erkendelsens oprindelse (hvordan opstår viden?), gyldighed (hvornår er der tale om viden?) og rækkevidde (hvad kan vi vide?). Én position inden for denne filosofiske disciplin kaldes erkendelsesteoretisk fundamentalisme. Tilhængerne af positionen hævder, at en antagelse skal være begrundet for at kunne være viden. Tilhængerne forsøger også at vise, hvad det vil sige, at en antagelse er begrundet.

Fundamentalisterne siger, at der er to former for antagelser:

1. Antagelser der er selvbegrundende
2. Antagelser der må begrundes med andre udsagn

udledteDen første type af antagelser skal altså være selvindlysende. Det kan dreje sig om sanseerfaringer (fx en synsoplevelse) og logiske principper (fx modsigelsessætningen og geometriske sætninger). Den anden type af antagelser skal være begrundede med andre antagelser, således at de udgør en hel begrundelseskæde. Dog skal det gælde, at begrundelseskæden slutter med en antagelse, der er selvbegrundende, for ellers havner vi i en uendelig regres, dvs. i en begrundelseskæde der aldrig ender. De selvbegrundende antagelser udgør det fundament, al erkendelse til syvende og sidst må bygge på. Heraf navnet erkendelsesteoretisk fundamentalisme.



Den skeptiske indvending

Skepticismen er en erkendelsesteoretisk position, der benægter, at vi har mulighed for at opnå sikker erkendelse. Derfor kan skeptikerne ikke godtage fundamentalisternes teori.

Skeptikerne angriber fundamentalisterne på tre punkter, kaldet det skeptiske trilemma. En begrundelseskæde vil ifølge skeptikerne havne i en uendelig regres. Da al erkendelse må begrundes, bliver vi nødt til at fortsætte begrundelsen bagud i det uendelige, og i så fald er intet i virkeligheden begrundet. Men den uendelige regres kan eventuelt bremses. Antagelsen A kan fx begrundes med antagelsen B, som kan begrundes med antagelsen C, som igen kan begrundes med antagelsen A. På denne måde bliver begrundelseskæden til en cirkel, og den uendelige regres er forhindret. Imidlertid accepterer skeptikerne ikke cirkulære begrundelser. De kaldes for skadelige cirkler. Den første antagelse A skulle jo begrundes, men pludselig optræder A selv som en antagelse, der begrunder en anden antagelse (C). Skeptikerne mener imidlertid ikke, at en antagelse på denne måde kan optræde såvel begrundet som begrundende. Dog fremhæver fundamentalisterne en anden udvej, som kan undgå den uendelige regres. De selvbegrundende antagelser bremser begrundelseskæden, idet de ikke behøves at blive begrundet med andre antagelser. De udgår som før nævnt det fundament, hvorpå al erkendelse skal bygges. Men heller ikke dette argument accepterer skeptikerne. De kalder det for dogmatisme. Hvis al viden bygger på begrundelse, virker det inkonsistent pludselig at udnævne en del af vidensmængden som selvbegrundende. Hvilke kvaliteter har den viden, som anden viden ikke har? Hvorfor behøver netop den ingen begrundelser?

Vi har nu oversigten over det skeptiske trilemma:

1. Uendelig regres
2. Skadelig cirkel
3. Dogmatisme

Nu er det sådan, at fundamentalisterne umiddelbart er enige i skeptikernes betænkeligheder. Hvis en begrundelseskæde ikke ender nogen steder, så har vi ikke fået begrundet nogen viden overhovedet. Og hvis vi i begrundelseskæden ender med at gå i ring, så kan det ske, at ikke-viden begrunder det, vi kalder viden. Endelig mener fundamentalisterne også, at hvis vi blot stopper ved en tilfældig antagelse og udnævner den til at være selvbegrundende, så ligner det dogmatisme. Men, og det er afgørende, fundamentalisterne mener, at der rent faktisk findes selvbegrundende antagelser, og det mener skeptikerne ikke. Det er alene her, at forskellen mellem de to positioner ligger.



Fundamentalistiske varianter

Der har i tidens løb været mange bud på, hvad der kendetegner en fundamental antagelse. Dette er vigtigt, da den erkendelsesteoretiske fundamentalisme står og falder med dette begreb. Hvis ikke det kan godtgøres, dels hvad en fundamental antagelse er, dels hvordan en fundamental antagelse kan legitimeres eller retfærdiggøres, så falder teorien sammen. Nogle har ment, at en fundamental antagelse er en ufejlbarlig antagelse. Det vil sige, at det ikke er muligt for sådanne antagelser at være forkerte. Det mest anvendte eksempel på en ufejlbarlig antagelse er antagelser om sanseoplevelser. Hvis vi fx ser en mark foran os, så har vi en ufejlbarlig antagelse om, at denne mark er foran os. Hertil kan vi indvende, at sansninger har det med at bedrage os. Vi kan hævde at se en dreng, men ved nærmere eftersyn viser det sig måske, at der er tale om en pige. Kan vi så stadig sige, at sanseoplevelser er ufejlbarlige? Ja, mener fundamentalisten, for vi kan fejlbeskrive oplevelsen. Herved bliver fejlbarligheden til et rent sprogligt anliggende. Dette accepterer skeptikerne narturligvis ikke, idet de mener, at her er tale om en substantiel fejlbarlighed.

Ufejlbarlighed er et skrapt krav til fundamentale antagelser. Men der findes blidere varianter, fx den såkaldt moderate fundamentalisme. Nogle fundamentalister accepterer, at en antagelse kan gælde for at være fundamental, hvis den er pålidelig. Det betyder, at hvis en antagelse er resultatet af en pålidelig erkendelsesproces, så viser antagelsens pålidelighed sig ved, at der er stor sandsynlighed for, at den er sand. Denne sandsynlighed accepterer moderate fundamentalister, således at de pålidelige antagelser kan gælde for at være fundamentale. Herudfra kan erkendelse så opbygges.

Fundamentalismen rummer mange varianter, der hver på sin måde forsøger at imødegå de indvendinger, der er blevet fremsat fra forskelligt hold. Det tvinger fundamentalisterne til at udvikle stadigt mere raffinerede argumenter, og kampen er således ikke bragt til ende endnu, og bliver det måske aldrig.

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600