Filosofisk æstetik

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage  

Forside

 

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Favrholdts parameterteori

 


 

David Favrholdt (f. 1931) er professor i filosofi ved Odense Universitet. Han har bl.a. skrevet om Niels Bohr ud fra et filosofisk perspektiv og om erkendelsesteori. Æstetik og filosofi udkom i 2000 og affødte en del reaktioner, primært pga. parameterteorien, som Favrholdt præsenterer i et af de seks essays, der tilsammen udgør bogens indhold. Nærværende artikel vil give et billede af såvel Favrholdts parameterteori som debatten, den affødte.

 

Det var især Marcel Duchamps urinal fra 1917, der satte gang i debatten om, hvad der egentlig kan karakteriseres som kunst. Urinalen er jo en brugsgenstand, der er velkendt for sin funktion. Men ved at blive udstillet fik urinalen karakter af at være et kunstværk. Hvordan gik det til? Og er det acceptabelt?

 

Se evt. en afbildning af Duchamps urinal:

 

Marcel Duchamp: Fountain


Kan man definere, hvad kunst er? Nej, vil mange sige i dag, for grænserne for, hvad der kan betragtes som kunst, er nærmest ikke eksisterende. Og når alt kan være kunst, så er en definition ikke mulig, for en definition forudsætter nogle karakteristika, der kan trækkes frem så definerende i forhold til andet, der ikke på samme måde har disse karakteristika.

 

En moderne kunstteori, der forsøger at opfange denne tendens til at vide det kunstneriske felt ud, er institutionsteorien [1]. George Dickies institutionelle teori for kunst siger kort fortalt, at en genstand (artefakt) er kunst, hvis den døbes som kunst af kunstverdenen. Derved får genstanden status af at være kunst og bliver således til et kunstværk. Styrken i denne definition ligger i, at den kan rumme de store omvæltninger, der kendetegner især moderne kunst. På den måde kan teorien også rumme det fremtidige kunstbegreb, altså være en teori der kan overleve kunstens dynamik.

 

 

Favrholdts parameterteori for kunst

 

Favrholdt er ikke tilfreds med den institutionelle teori for kunst. Først og fremmest siger teorien, at det ikke er nogle iboende træk ved kunstværket, der gør det til kunst. Kriterierne for det kunstneriske ligger derimod i udenomsforhold. Det er forhold uden for det enkelte kunstværk, der afgør, hvorvidt det reelt er et kunstværk, ikke kunstværket selv. Og en kunstteori, der ikke som sit egentlige grundlag har kunstens objekter, står i fare for at definere noget andet end netop kunsten.

 

Men Favrholdt anfører yderligere fem problemer med institutionsteorien [2], af hvilke blot to skal gengives her. Det ene problem er, at kunsten går forud for institutionen. Før institutionen kunst opstod, fandtes der kunst, og det er derudfra, institutionen kunst er blevet defineret og afgrænset. Derfor er det bagvendt at hævde, at det nu er institutionen kunst, der definerer, hvad der er kunst. Det andet problem er, institutionsteorien udelukker en skelnen mellem god og dårlig kunst. Problemet opstår deraf, at det ikke er træk ved kunstværket, der kvalificerer det som kunstværk. Derfor kan man heller ikke skelne det ene værk fra det andet mht. kvalitet. Fx spørger Favrholdt, om en skulptur af Bernini dog ikke er et bedre kunstværk end en udstillet trillebør?

 

Således bliver institutionsteorien for kunst Favrholdts hovedmodstander, når han selv skal opstille en kunstteori, hvilket han gør i Æstetik og filosofi [3]. Favrholdt kalder teorien for parameterteorien. Det vil fremgå af det følgende, hvorfor teorien har fået det navn.

 

Favrholdts udgangspunkt er, at en kunstteori - eller definition af hvad kunst er - må grundes på kunstværker. Det er ud fra træk ved kunstværker, at man må oparbejde en kunstteori. Sådanne særlige træk findes, og de kan formuleres. Endvidere kan de variere i styrkegrad, hvorved trækkene bliver til parametre. Favrholdt skriver følgende om begrebet 'parameter':

 

"Ved karakteriseringen af et kunstværk kan man klarlægge forskellige træk eller aspekter ved det, som sædvanligvis er træk ved ethvert kunstværk. Men disse træk kan forekomme i forskellige styrkegrader, og af denne grund er parameter et mere dækkende ord end træk. Ved vurderingen af et kunstværk kan man så klarlægge, hvor mange point det kan opnå inden for hver parameter og på den måde få sat skik på dets niveau og kvalitet." [4]

 

Vi må her springe argumenterne over. Citatet viser, at Favrholdt dels vil have det særligt kunstneriske placeret som træk ved selve kunstværket, dels vil anvise en mulighed for at skelne mellem god og dårlig kunst. Favrholdt påpeger endvidere, at en sådan form for værdisættelse af størrelser, der ikke er fysiske, i forvejen finder sted inden for fx sportsverdenen (gymnastik, kunstskøjteløb m.m.) og ved anmeldelse af restauranter.

 

Lad os springe direkte til Favrholdts oplistning af relevante parametre. De fremgår af følgende tabel, hvor de suppleres af en kortfattet forklaring:

 

Parameter Forklaring

Integration

Vedr. samspillet mellem delene til en helhed

 

Mangfoldighed eller kompleksitet

Vedr. mængden af elementer, der spiller sammen

Teknik

Vedr. de tekniske færdigheder, som bør være relativt usynlige, og deres sammenhæng med idé og personligt udtryk

Æstetisk-skønne kvaliteter

Vedr. det æstetisk-skønne i den kunstneriske oplevelse

Personpræg

Vedr. det præg af menneskeskabthed, der viser, at værket er gået igennem en bevidsthed

Gentagelighed

Vedr. kunstneriske oplevelser, der er lige gode hver gang

Intellektuel appeal

Vedr. det idémæssige indhold

 

Emotionel appeal

Vedr. de følelsesmæssige virkninger

 

Andre suggestive kvaliteter

Vedr. fx grimhed som æstetisk virkemiddel

 

Det uudsigelige budskab

Vedr. det ubeskrivelige budskab, der i sit væsen er overskridende i forhold til sproget

 

Tanken er nu, at man kan udarbejde en pointskala, fx fra 1-10, hvorefter et kunstværk (ikke kunstneren) vurderes ud fra hver af de 10 anførte parametre med en bedømmelse fra 1 til 10. Et værk behøver ikke at score højt inden for samtlige parametre for at være et kunstværk. Men man kan nu lægge bedømmelserne sammen og fastsætte en sum. Herefter kan man diskutere sig frem til nogle pointintervaller, hvor værker, hvis pointsum falder inden for det laveste interval, må betegnes som ikke-kunst. De næste intervaller kunne betegne hhv. solidt håndværk med visse kunstneriske kvaliteter, solid kunst og stor kunst.

 

Favrholdt uddyber og præciserer parametrene, nævner andre parametre, redegør for hvad der ikke kan være en parameter m.m., men disse forhold kan vi ikke tage op nu. Ærindet er her alene at gengive essensen i Favrholdts parameterteori for kunst og så se på den debat, teorien afstedkom.

 

 

Debatten der fulgte

 

Det er ikke ofte, en filosofiudgivelse resulterer i så mange reaktioner, som det var tilfældet, da Æstetik og filosofi udkom i efteråret 2000. Og kritikerne var mange. Favrholdt blev beskyldt for at være reaktionær i sit kunstsyn, idet hans paramterteori gjorde det umuligt, at fx happenings og readymades (fx omtalte urinal af Duchamp) nogensinde kunne blive til kunst. Lad os se på, hvad der blev sagt og skrevet.

 

Berlingske Tidende minder om, at med Favrholdts kriterier elimineres noget af den mest betydningsfulde kunst fra 1900-tallets sidste halvdel. Problemet i vurdringsfasen er måske, at vi ikke med det samme forstår og ikke har vænnet os til det nye formsprog. Mange af de værker, Favrholdt anerkender som kunst, var da de i sin tid blev udstillet selv meget kontroversielle, men nu forstår vi dem og kan derfor nu bedre give dem point for forskellige kunstneriske aspekter.

 

Informations anmeldelse strammer kritikken, hvor bogen kaldes for 'et stykke dogmatisk propagandafilosofi' og 'et arrogant kampskrift for et salonmodernistisk kunstbegreb, der udspringer af et romantisk kunstsyn.' Anmelderen spørger ligeud, om bogen kan tages alvorlig, når den ikke anerkender konceptkunst og happenings som kunst. Anmeldelsen ender med at forsvare institutionsteorien, fordi den kan rumme kunstens dynamiske udvikling, dvs. er progressiv frem for reaktionær.

 

Et par uger senere forsvares Favrholdts position imidlertid i samme avis i en kronik, der deler Favrholdts foragt over for institutionsteorien. Og parameterteorien ses her som progressiv. Men Favrholdt overser nogle parametre (kvaliteter), som kronikøren - som selv er kunstner - må insistere på, fx de transcendentale kvaliteter (stoflighed, rumkonsekvens, kolorit m.fl.) hvor kvaliteten ligger i, at selve materialet, dets empiriske substans, overskrides i den helhed, et værk udgør. En farve kan opleves som mere end blot den farve, der empirisk foreligger. Og kronikøren påpeger til sidst, at hvor en tonedøv m.m. ikke kan blive musiker, er det sørgeligt, at en farvedøv m.m. kan blive kunstmaler! Hermed understreges det, at kunsten behøver nogle kvalitative kriterier (parametre) for, hvad der kan gælde som kunst.

 

I Weekendavisen skriver Ole Thyssen [5], at Favrholdt burde være mere ydmyg i forhold til at afgøre, hvad der er kunst og ikke kunst. At hævde det synspunkt, at der skulle findes en objektiv sandhed om, hvad der er kunst og ikke kunst, er udtryk for en arrogance, der ville få kunstinstitutionen til at lukke sig om sig selv, hvis Favrholdts synspunkt fik magt. Og han overser, at iagttagere, der iagttager det samme, bearbejder deres iagtagelser forskelligt og derfor ofte når til forskellige domme om det iagttagede. Favrholdt er selv opmærksom på denne 'fejlkilde', men tager tilsyneladende ikke konsekvensen af den, for så skulle ambitionen om den objektive kunstvurdering opgives.

 

Favrholdt svarer en uge efter på Thyssens kritik ved bl.a. at henvise til kapitel 5 i sin bog, hvor han forklarer, hvordan problemet om de subjektive forhold i iagttagelsen kan løses. Og Favrholdt fastholder, at institutionsteorien gør al kunst lige god, selv om Thyssen påstår - og netop ikke argumenterer for - at dette ikke er tilfældet.

 

I Politiken affødte Favrholdts bog en længere debat. Interessant er det her, at det er folk med mange forskellige baggrunde, der blander sig. Men først anmeldelsen, der både har ris og ros til Favrholdts vovestykke. På den positive side står fx, at parameterteorien ikke er spekulativ, men fornuftsbegrundet, at anmelderen som erfaren kunstkritiker rent faktisk ofte anvender de nævnte parametre, idet de sammenholdes med ens oplevelse. Og så er det fint med en kunstteori, der går til benet, dvs. til værket, og ikke hænger fast i udenomsværker såsom de sociologiske (jf. institutionsteorien) og psykologiske aspekter (kunstnerens personlige forudsætninger). På den mere problematiske side står, at parameterteorien medfører, at kunstværker ses som fritstående i et sammenhængsløst univers. Her efterlyses altså alligevel en vis inddragelse af udenomsværker. Endvidere mener anmelderen, at parameterteorien ser kunstoplevelser som et universelt fænomen i den menneskelige psyke, ligesom kravene til den kunstoplevende er uopfyldelige, idet man blander for meget af sig selv ind i kunstoplevelsen til, at man kan skelne klart mellem værket og ens egne forudsætninger som årsag til kunstoplevelsen. Men samtidig fastholder anmelderen, at fejlvurderinger er reelle fænomener, og det implicerer, at der er noget i værket, som fejlvurderingen refererer til. Endelig er det kritisk, at Favrholdt afviser den del af æstetikhistorien, der trækker en linje fra Baumgarten og Kant over Hegel og op til Heidegger og Adorno i dag, som spekulativ.

 

En museumsleder peger bl.a. på den svaghed ved parameterteorien, at Favrholdt på den ene side hævder, at det æstetisk-skønne er en parameter frem for grimhed, mens han på den anden side fremhæver fx Hammershøis billeder som stor kunst, selv om de blev opfattet som grimme, da de kom frem. Endvidere er det typisk, at Favrholdt sætter de billeder højest, som vi allerede ved, hvordan vi skal opleve, mens de nyeste billeder er svære for Favrholdt at kommunikere med, hvorfor de får den laveste karakter.

 

Andre museumsdirektører peger dels på, at de har en helt anden positiv forståelse af nogle af de konkrete, nyere kunstværker, som Favrholdt karakteriserer som ikke-kunst, dels at de som en del af kunstverdenen af uddannede til at vide en hel del om kunst, herunder også hvad der overhovedet er kunst. [6]

 

I Politikens leder fra d. 4. november 2000 deler man Favrholdts kritik af institutionsteorien. Kunstverdenens folk ses som et præsteskab, der via hokuspokus kan forvandle fx en ordinær brugsgenstand til et kunstværk. Favrholdts egen parameterteori får ingen bedømmelse, ud over en høj score på dens provokatoriske værdi, hvilket Favrholdt næppe regner for noget.

 

En kunstkritiker minder om J.F. Willumsens Frugtbarhed, der i 1891 blev udstillet på Den Frie Udstilling i København. Den lille radering gav anledning til aggressive reaktioner, idet værket ikke kunne være et kunstværk. I dag ser man anderledes på dette. Kritikken af Favrholdt bliver, at hans teori ikke er universel, men er historisk bundet, idet vurdering af kunst til enhver tid udspringer af den tid, vurderingen foregår i.

 

En billedkunstner kalder i en kronik Favrholdts projekt for et ønske om at kontrollere det billedkunstneriske udtryk. Det deler han i princippet med kulturministeren, når denne ønsker et tættere samarbejde mellem kunst og erhvervsliv, hvorved kunsten risikerer at blive rettet ind efter kommercielle kriterier. De er lige så meget kriterier, som Favrholdts parametre er det. Kriterier, der skiller god eller nyttig kunst fra dårlig eller nytteløs kunst.

 

Således udviser debatten et par tydelige tendenser. Nogle finder Favrholdts projekt modigt og kontroversielt. Men næsten alle må afvise det af hovedsageligt to grunde. For det første har historien vist, at hvad der tidligere blev betragtet som ikke-kunst, er ofte senere blevet anerkendt som kunst. Det gør det nærliggende at tvivle på, om Favrholdt i år 2000 formår at sætte en stopper for denne vedvarende foranderlighed via en universel kunstteori. Eller sagt på en anden måde: Da kunst er en dynamisk proces, hvorigennem nye formsprog udvikles, vil det være kunstens død at definere den ud fra begreber, der hører fortiden til. For det andet vil karaktergivningen af de enkelte kunstværker ud fra de 10 parametre være aldeles subjektiv. Hvor Favrholdt giver et værk 0 point for dets emotive appeal, vil en anden fx give det samme værk 10 point etc. Dermed udelukkes muligheden for at fastsætte et kunstværks værdi objektivt.

 

Debatten har især fokuseret på de nævnte to forhold i Favrholdts bog, der består af seks essays og derfor også indeholder andre filosofiske problemstillinger, ligesom argumentationen er fyldigere i bogen, end det har været muligt eller hensigtsmæssigt at gengive i en avisdebat. Men de to forhold har virket mest provokerende og har derved givet anledning til denne debat - og det er jo noget, der ligger kunsten nær: at skabe debat.

 


1 Se J.Z. Hagen: Filosofisk æstetik, s. 80-88 (Gyldendal 2002).

2 D. Favrholdt: Æstetik og filosofi, s. 109-15 (Høst & Søns Forlag 2000).

3 Se kap. 3 (s. 116-51).

4 D. Favrholdt: Æstetik og filosofi, s. 120 (Høst & Søns Forlag 2000).

5 Thyssen nævnes med navn her, fordi Favrholdt citerer fra Thyssens En mærkelig lyst (Gyldendal 1998), idet Thyssen forsvarer en institutionsteori.

6 Men det er selvfølgelig netop institutionsteorien, der kan godkende dette som et argument.

 

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600