Eksistens og Ansvar

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage

Forside

 

 

Hvad er filosofi?

 

Filosofi som livskunst

 

Etiske begreber og teorier

 

Retsfilosofi

 

Magt og ret

 

Hvad er livskvalitet?

 

Eksistentialisme

 

Kunst og fantasi

 

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Marcus Aurelius

 

- en romersk stoiker

 


 

 

Stoicismen opstod som en filosofisk retning omkring 300 f.Kr., grundlagt af filosoffen Zenon. Det skulle blive den dominerende filosofi i det romerske rige i de følgende ca. 500 år. Med den romerske kejser Marcus Aurelius (121-80) er vi i slutningen af denne periode, hvor stoicismens grundsætninger allerede foreligger for Aurelius. Derfor er det ikke Aurelius' teoretiske bidrag, han huskes for, men først og fremmest - foruden hans kejserlige gerninger i perioden 161-80 - hans forsøg på at omsætte den stoiske teori til en konkret levelære. At dette er en vanskelig proces vidner hans eget livsforløb om.

 

Marcus Aurelius tog sig tid til ved siden af sine kejserlige forpligtelser at nedskrive sine overvejelser, der meget passende er kommet til at hedde Meditationer på dansk. Heri skriver han bl.a. følgende i bog VIII:

 

"Når du har opnået, at du selv har handlet godt, og at en anden er blevet behandlet godt, hvorfor bærer du dig så ad som dåren og ønsker endnu et tredje: at folk også skal synes, at du har handlet godt, eller at få gengæld for din velgerning?"

(Marcus Aurelius: Meditationer, s. 80)

 

Citatet peger på et af de centrale træk ved den stoiske livsfilosofi, nemlig at man skal koncentrere sig om sine egne opgaver i stedet for at gå for meget op i, hvad andre gør og synes. Nogle af de stoiske idealer er ro, frihed og værdighed. Indsigten i disse idealers natur, dømmekraften der skelner det ægte fra skin samt evnen til at omsætte sin indsigt til praksis er de karaktertræk, som stoikeren vil udvikle. Men den udvikling kan sættes i stå af forfængelighed, og det er netop forfængelighed, der får en til at bekymre sig for meget om andres syn på en selv. Det giver ufred i sjælen, binder en til andres synspunkter og er et anslag mod ens værdighed. Altså lige modsat de tre idealer, der blev nævnt.

 

Aurelius kan også fastslå, at uanset hvor stor ens harme er over for andres handlinger, så ændrer menneskene sig alligevel ikke. I dag ville vi vel sige, at vi skal lade fx andres udsagn gå ind ad det ene øre og ud igen ad det andet. Tankegangen er, at visse ting er ikke værd at hidse sig op over; det vil kun gå ud over en selv. Således tænker også stoikeren i udstrakt grad; der er meget, det ikke kan betale sig at hidse sig op over, så vend hellere blikket indad og sørg for, at i hvert fald dine handlinger kan bringe dig frihed og værdighed.

 

For stoikeren er det begrænset, hvor meget verden kan laves om. Verden er gennemstrømmet af en verdensfornuft, der fylder og styrer verden. Navnet for denne fornuft, dette styrende princip, er logos, og logos har i sig en plan med alle og alting, der herved får tillagt et mål med sin eksistens. Alle har en skæbne. Det har Aurelius forstået, og han forsøger nu at formulere denne indsigt som en form for leveregel:

 

"Husk at ligesom man ikke kan være bekendt at tage det ilde op, hvis et figentræ bærer figner, således heller ikke hvis verdensordenen bærer sine specielle frugter. En læge og en styrmand kan heller ikke være bekendt at ærgre sig over, at patienten har feber, eller at det bliver modvind."

(Marcus Aurelius: Meditationer, s. 83)

 

Her er det skæbnebegrebet, der er temaet, men det er samtidig forståelsen af dette begreb, der kan give en grundlaget for at give sit liv den form og fasthed, der kan føre til ro og frihed. Og dermed give en værdighed. I citatet spilles der på, at der i princippet ikke er forskel på livet og naturen. Den stoiske levelære går gennemgående ud på, at man skal leve efter naturen, og det er Aurelius særdeles opmærksom på. Han skelner ikke mellem den menneskelige og den ydre natur.

 

Aurelius viger ikke for at formulere levereglerne meget direkte, så de næsten får karakter af livsopskrifter. Stoicismen blev til i en periode, der var præget af opbrud, kultursammenblandinger og generel ustabilitet. Det giver anledning til at vende blikket indad, idet de ydre forhold synes uoverskuelige. I den sammenhæng fremkommer stoicismen som et bud på, hvordan du kan gøre noget ved dit eget liv til trods for tidens uoverskuelighed. Det er det gode liv, lykken, der er i højsædet. I Aurelius' udlægning er opskriften på et lykkeligt liv følgende:

 

"Hvis du lægger din energi i det, du i hvert øjeblik har for, og følger det rigtige ræsonnement med alvor, kraft og velvilje, aldrig behandler noget som en biting, men bevarer din genius opret og ubesmittet, som om du på stedet skulle give den tilbage til verdensaltet; hvis du tager alt til dig uden at vente mere eller ængstes for andet, men fuldt tilfreds med den kraft, der er givet dig af naturen, med gammeldags sanddruhed i hvert ord, hver lyd, der kommer over din læbe, så vil du leve lykkeligt. Og der lever ikke den mand, der formår at hindre dig i det."

(Marcus Aurelius: Meditationer, s. 30)

 

Der er med andre ingen undskyldning for at svigte dit eget liv, ingen ydre betingelser der fratager dig ansvaret. Set i relation til de kejserlige forpligtelser må netop dette perspektiv have været overordentlig svært for Aurelius at opfylde. Umiddelbart betragtet må der have været mange forhindringer for ham i at opnå et personligt lykkeligt liv i fuld overensstemmelse med sig selv, når han samtidig skulle agere kejser for et stort folk og derved lade sit eget ego træde i baggrunden. Det lykkedes givetvis heller ikke altid. Men det forhold ændrer ikke ved værdien af Aurelius' meditationer.

 

 

 

Multiple choice

 

 

Marcus Aurelius - en romersk stoiker

 

Diskursetik

 

 

Anvendt etik

 

Magt - mellem overgreb og overmenneske

 

Eksistens og frihed

 

 

Skriv til forfatteren

 

Pris m.m.

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600