Korrespondensteorien

Vi bruger begrebet 'sandhed' hele tiden uden måske at gøre os helt klart, hvad vi forstår ved begrebet. I retssalen aflægger de involverede personer ed på at fortælle sandheden, kun sandheden og intet andet end sandheden. Men hvad vil det sige? I juridisk sammenhæng at de udsagn, der fremlægges i retssalen, er i overensstemmelse med virkeligheden; med det hændelsesforløb, der skal optrevles i retssagen.

For god ordens skyld skal det understreges, at det ikke er virkeligheden selv, der kan være sand eller falsk. Det kan kun de sætninger eller udsagn eller påstande, vi udsiger om virkeligheden. Sandhed er altså en egenskab ved sætninger.

Vi vil i det følgende se nærmere på tre klassiske sandhedsteorier. Den første bærer navnet korrespondensteorien for sandhed. Idet korrespondens betyder 'overensstemmelse', siger teorien, at en sætning er sand, når den er i overensstemmelse med eller svarer til virkeligheden. Siger vi fx "Katten ligger i køkkenet", så er sætningen sand, hvis katten rent faktisk ligger i køkkenet. Det afgøres empirisk ved at se efter.

Umiddelbart er dette en banal og derfor uproblematisk sandhedsteori, som vi er ganske bekendt med i hverdagen. Den har sit udspring hos den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.). Sandhed forudsætter en bevidsthed, hvilket er det samme som at sige, at sandhed forudsætter sprog eller sætninger.

Men korrespondensteorien indeholder alligevel vanskeligheder. Hvad vil det fx præcist sige, at en sætning 'er i overensstemmelse med' noget? En sætning er jo ikke det samme som virkeligheden selv; hvordan kan en sætning da være i overensstemmelse med virkeligheden? Er her tale om en afbildning? Det er vanskeligt at fastholde tanken, at der er en formlighed mellem sprog og virkelighed.

Korrespondens kunne pege på den antagelse, at sprog og virkelighed er ét. Når en sætning svarer til virkeligheden, kunne det skyldes, at det, vi forstår ved virkelighed, dybest set er sprogligt. Det, vi ikke kan formulere i sprog, kan ikke gælde som virkelighed. Men hvordan kan vi i så fald træde ud af forholdet mellem sprog og virkelighed for at afgøre, hvorvidt sprog og virkelighed er i overensstemmelse med hinanden? Hvis sprog og virkelighed var ét, ville vi ikke kunne konstatere overensstemmelsen. Vi ville ikke en gang kunne tænke over overensstemmelsen. Derfor truer korrespondensteorien med at være for snæver som definition, også selv om vi til daglig tager udgangspunkt i den.

Et tredje problem opstår med benægtende sætninger. Hvordan kan "Katten ligger ikke i køkkenet" være i overensstemmelse med virkeligheden? Hvis noget skal være i overensstemmelse med noget, skal noget være tilfældet, men benægtende sætninger udtrykker noget, der ikke er tilfældet. Korrespondensteorien for sandhed siger altså intet om, hvordan korrespondens skal forstås, når vi mener, at noget ikke er i overensstemmelse med virkeligheden.

Et fjerde problem gælder abstrakte sætninger. Hvad er fx sætningen "Alle mennesker er dødelige" i overensstemmelse med?

Korrespondensteorien siger altså, hvad der gør en sætning sand, men teorien står og falder med et begreb - 'overensstemmelse' - som den ikke kan gøre rede for.

Kohærensteorien

Vi kan derfor passende bevæge os hen mod en anden teori, der kaldes kohærensteorien. Kohærens betyder 'sammenhæng'. I denne forbindelse vil det sige, at en sætning er sand, når den er i sammenhæng med en gruppe af andre sætninger. Eller formuleret negativt: En sætning er sand, når den ikke er i modstrid med en gruppe af andre sætninger. Teorien siger med andre ord, at sandhed ikke drejer sig om forholdet mellem sprog og virkelighed, men om forholdet mellem sprog og sprog. Eller mere præcist: Sandhed drejer sig om forholdet mellem sætninger. Også denne teori kan genkendes fra vores hverdag. Når vi hører eller læser en ny sætning, så vurderer vi umiddelbart dens sandhedsværdi på, hvorvidt sætningen passer ind i de sætninger om samme emne, vi besidder i forvejen. Fx vil sætningen "Det er vigtigt for børn at have en tillidsfuld kontakt til sine forældre" af de fleste af os blive vurderet som sand, fordi den indgår i sammenhæng med andre "sande" sætninger om samme emne. Sætningen er ikke i modstrid med dem. Sandhedsværdien af udsagnet om børns kontakt til forældrene kan korrespondensteorien fx ikke stille noget op med.

Kohærensteorien blev første gang formuleret af den tyske filosof og matematiker G.W. Leibniz (1646-1716). Siden hen er teorien blevet benyttet i videnskabelige sammenhænge, idet en ny sætning dér opfattes som sand, hvis den kan indgå i sammenhæng med den videnskabelige teoris øvrige sætninger.

Men kohærensteorien indebærer også vanskeligheder. Sætninger er sande, når en accept af dem tillader den størst mulige sammenhæng mellem en gruppe af sætninger. Alle gruppens sætninger kan være sande på samme tid. Men hvilke sætninger skal indgå i en bestemt gruppe? Det skal sætninger om samme emne. Men for det første er det ikke altid klart, om en sætning omhandler det ene emne frem for det andet. Og for det andet virker det lidt mystisk, at en gruppe af sætninger kan være sande, men ikke den enkelte sætning uafhængigt af gruppen. Dette må jo være tilfældet, når vi ikke kan afgøre en enkelt sætnings sandhedsværdi uden at se den i sammenhæng med andre sætninger. Og de andre sætninger skal også ses i sammenhæng med øvrige sætninger. Vi kan altså havne i den situation, at alle sætninger er falske, men vurderes som sande, fordi de passer med hinanden.
Det, vi her fisker efter, er egentlig, at vi skal kunne tage en enkelt sætning og afgøre, hvorvidt den er sand. Men det fører os hurtigt ud i de vanskeligheder, korrespondensteorien indeholder, for hvordan afgør vi den enkelte sætnings sandhedsværdi? Dette har hverken korrespondensteorien eller kohærensteorien givet et ordentligt svar på.

Dertil kommer, at ud fra kohærensteorien kan vi sidde med to grupper af sætninger, der er modstridende. Hvordan afgør vi da, hvilken af grupperne, der er sand? De opfylder begge kravet om kohærens, ingen af grupperne indeholder modstridende sætninger, men de udsiger to diametralt modsatte ting om virkeligheden. En løsning kunne være, at vi selv vælger mellem de to grupper. Men det er utilfredsstillende, da vi søger et sandhedskriterium uden for os selv.

En indvending går endvidere ud på, at grupper af fiktionssætninger også kan være sande. Rene fantasiforestillinger kan vurderes som sande, når blot de beskrives via en række sætninger, der indbyrdes er i sammenhæng med hinanden. Det virker ikke overbevisende. Teorien forsvares ved at tilføje den betingelse, at de relevante sætninger skal være nogle, man tror på. Men afgørelsen af om man tror på en sætning går forud for indplaceringen af sætningen i en gruppe. Og det problem er som nævnt ikke blevet løst.

Den pragmatiske sandhedsteori

Vi vil nu vende os mod et tredje bud på en sandhedsteori: Den pragmatiske sandhedsteori. Den er udviklet af de amerikanske filosoffer John Dewey (1859-1952), William James (1842-1910) og Charles Sanders Peirce (1839-1914). Kort og lidt forenklet sagt afgøres den pragmatiske sandhedsværdi af en sætning af, om den er mere nyttig i erkendelsesmæssig forstand end andre sætninger om samme emne. En sand sætning er instrumentel, idet den giver flest mulige fordelagtige eller frugtbare konsekvenser, hvis vi hævder sætningen som sand. Lidt slagsordsagtigt kan vi sige, at en sætning er sand, hvis den virker.

James har foreslået, at vi skal opfatte sandhedsbegrebet som en guide i livsanliggender. Uanset om vi taler om videnskabelige eller dagligdags spørgsmål, så skal det pragmatiske sandhedskriterium vejlede os i vores livsudfoldelse.

Desværre er der også problemer forbundet med denne sandhedsteori. Vi kan nemlig med god ret spørge, om ikke nytteværdien af at hævde en sætnings sandhed egentlig skyldes, at den er i overensstemmelse med virkeligheden. Når vi har succes med visse antagelser om sætningers sandhed, så er det nærliggende at se dette som en konsekvens af, at sætningen er i overensstemmelse med den virkelighed, som vi udfolder vores liv i. Men så geråder vi også her ud i de vanskeligheder, som korrespondensteorien ikke kunne løse.

Et andet problem er, at en nyttig antagelse kan være fejlagtig. Vi har absolut ingen garanti for, at en sætning er sand, blot fordi det viser sig at være nyttigt at hævde, den er sand. James' svar er her, at nytteværdien på langt sigt vil fjerne de fejlagtige antagelser, for de kan ikke overleve tidens afprøvning. Heroverfor vil vi imidlertid kunne holde fast i den antagelse, at nogle antagelser aldrig vil blive afsløret som falske.

Dette munder ud i, at den pragmatiske sandhedsteori fører til relativisme, hvor nytteværdien er det eneste, eller i hvert fald det væsentligste, sandhedskriterium.