Erkendelse og Sandhed

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage

Forside

 

Artikel

 

 

Jimmy Zander Hagen:

 

 

Talehandlinger

 


 

Sproget som handlingsmiddel

 

Forholdet mellem sprog og virkelighed er for det meste blevet opfattet som et spørgsmål om sprogets overensstemmelse med virkeligheden. Sproget er blevet tillagt en beskrivende funktion, og denne funktion skulle filosofien analysere med henblik på at afgøre, hvad sproget kunne og ikke kunne beskrive. Herudover har sproget traditionelt set kun en emotiv funktion, hvor man udtrykker en sindstilstand. De udtryk er af den logiske positivisme blevet opfattet som filosofisk set meningsløse.

Den engelske filosof John Langshaw Austin (1911-60) mener imidlertid, at dette er en alt for snæver sprogopfattelse. Han fremhæver sprogets praktiske anvendelse, således som det udspiller sig i dagligsproget. Med sproget siger vi noget, men vi gør også noget. Vi handler, når vi ytrer os. I talen ændrer vi noget i verden. Det er sprogets handlingsaspekt, der er Austins nye vinkel på sproget. Austin kalder dette aspekt for talehandlinger.

Austin fremfører, at sproget er meget mere komplekst, end man hidtil har antaget. Vi bruger sproget på mange måder, og brugsniveauet er det grundlæggende niveau. Dagligsproget går altid forud for forskellige konstruktioner og analyser af sprog. Et ofte fremført eksempel er afgivelse af et løfte. Når vi lover nogen noget, så sker det via en talehandling. Eller rettere: Det sker i og med ytringen. Sætningen "Jeg lover dig, at jeg vil tale med Søren i morgen" kan fx ses som en almindelig ytring. Men samtidig udføres den handling, at man afgiver et løfte. Det har nogle konsekvenser, der række ud over den blotte ytring. Denne talehandling er udført uafhængig af, om taleren faktisk får talt med Søren næste dag. I og med løftet er handlingen allerede udført. Selve opfyldelsen af løftet er i denne sammenhæng en anden sag.



Tre typer af talehandlinger

I 1955 er Austin nået frem til den endelige udformning af teorien, hvorefter han skelner mellem tre typer af talehandlinger. Den lokutionære handling (ytringshandlingen) består alene i at fremsætte en meningsfuld sætning. Her handler man ved at fremsætte en ytring. Endvidere er der den perlokutionære handling (den ytringsformidlede handling), der består i, at man vil opnå en bestemt virkning gennem sin ytring, fx at overtale, opmuntre eller narre. Endelig er der den illokutionære handling (den ytringsiboende handling), der består i, at en handling udføres i og med at ytringen fremføres. Det gælder ovennævnte eksempel med afgivelse af løfter. Andre eksempler er trusler, advarsler, spørgsmål etc.

Følgende lille oversigt kan måske samle begreberne:

Lokutionær = At fremsætte en meningsfuld sætning, hvorved et meningsindhold sættes i verden.

Perlokutionær = At ville opnå en virkning hos en eller flere andre. Herved er talehandlin-gen først vel udført, hvis de andre reagerer i overensstemmelse med hensigten.

Illokutionær = At ville udføre eller gøre noget alene i kraft af ytringen. Herved kræves ingen bestemte reaktioner fra andre.

En af konklusionerne på talehandlingsteorien bliver, at vores brug af sproget implicerer meget mere end den blotte beskrivelse af noget. Vi kan med én sætning foretage alle de tre nævnte talehandlinger. Tag fx sætningen "Bænken er våd". Siger en person sætningen til sin ven, fremsættes en meningsfuld sætning, idet sætningen har et umiddelbart forståeligt indhold (= lokutionær handling). Personen vil også gerne opnå en bestemt virkning, nemlig at få vennen til at lade være med at sætte sig på den våde bænk (= perlokutionær handling). Endelig er ytringen samtidig en advarsel til vennen. I og med at sætningen udtales, har personen iværksat en advarsel (= illokutionær handling).



Tre talehandlingsbetingelser

 

figur8aDen egentlige fornyelse fra Austins side er indførelsen af den illokutionære talehandling. Den er altså karakteriseret ved, at en handling udføres i og med ytringen fremsættes. Men herved har vi ikke fået sagt noget om, at talehandlingen også lykkes. Lige som vi med alt andet, vi gør, kan lykkes eller mislykkes, så kan vi fx også mislykkes med en talehandling. Austin peger derfor på tre betingelser, der skal være opfyldt, for at en talehandling kan lykkes.

Opfyldelse af forberedelsesbetingelsen forudsætter, at taleren har den fornødne bemyndigelse. For at kunne udstede ordrer i militæret skal man fx have den fornødne militære rang. Og for at kunne sige "Mødet er hævet" skal man være mødeleder. Er disse betingelser ikke i orden, mislykkes talehandlingen.

Opfyldelse af oprigtighedsbetingelsen forudsætter, at talerens talehandling skal være oprigtigt ment. Taleren skal så at sige være i god tro. Lover man noget, skal man tro på, at man vil holde løftet. Og giver man et råd, skal man tro på, at rådet vil gavne den, man giver rådet til. Lover man på skrømt, eller giver man et råd, man formoder vil forværre en situation, så misbruger man talehandlingen.

Opfyldelse af den essentielle betingelse forudsætter, at taleren forpligter sig på at følge sin talehandling op. Lover man noget, forpligter man sig til at holde løftet; man skal ikke bare ville det, men også have mulighed for det. Forskellen til oprigtighedsbetingelsen ligger altså i, at hensigten ikke er nok, der skal også en forpligtelse til, der rækker ud i fremtiden. Man forpligter sig til at gøre, hvad man kan for, at talehandlingens hensigt realiseres eller opfyldes.

Austin giver bl.a. et eksempel på, hvordan en manglende opfyldelse af forberedelsesbetingelsen kan få en talehandling til at mislykkes. Hvis man fx ser et færdigbygget skib på et værft og går hen og knuser champagneflasken mod stævnen, idet man proklamerer "Jeg døber dette skib Josef Stalin" og for en god ordens skyld også fjerner afstivningen, så skibet glider i søen, så er der ikke sket det, man tror er sket. Det er nemlig ikke en selv, der er udset til at døbe skibet, uanset om skibet skulle have heddet ?Josef Stalin? eller ej. Austin hæfter sig ved, at den fornødne bemyndigelse til at udføre den nævnte talehandling manglede. Derfor mislykkes hans talehandling.

Talehandlingsteorien har ændret opfattelsen af sprogets rolle. Sproget har mange funktioner og tager udgangspunkt i den talende som en handlende person, der som sprogbruger indgår i bestemte sammenhænge. Hermed er også sagt, at sproget primært er et socialt fænomen. Dette må enhver sproglig analyse tage hensyn til.

Siden Austin har især den amerikanske filosof John Searle (f. 1932) videreudviklet talehandlingsteorien.

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600