Erkendelse og Sandhed

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage

Forside

 

Fornuft og erfaring

 

(Kap. 6)

 

Er vores fornuft kilden til viden, eller grunder viden sig på erfaringen? Denne problemformulering afspejler den diskussion, der i 1600- og 1700-tallet stod om erkendelsens oprindelse. Da fornuft på latin hedder 'ratio' og erfaring hedder 'empiri', udviklede de to synsvinkler hver sin position med betegnelserne rationalisme og empririsme.

Immanuel Kant, ca. 1790

Maler ukendt

Med René Descartes (1596-1650) begynder den moderne filosofi i filosofihistorisk forstand. Her tænkes den menneskelige erkendelse igennem med nærmest matematisk strenghed og konsekvens. Gud spiller stadig en vis rolle i Descartes' argumentation, men bruddet med middelalderens filosofi er tydeligt.

 

En reaktion mod de rationalistiske tanker finder man hos de såkaldte empirister, endda ofte benævnt britiske empirister, da reaktionen hovedsageligt kom fra Storbritannien. En af disse empirister er skotten David Hume (1711-76), hvis konklusioner i den grad fortørnede den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), så Kant satte sig for at udarbejde en teori om erkendelsen, der var forenelig med det videnskabelige ideal om sikker viden. Det kom der det skelsættende værk Kritik af den rene fornuft (1781/1787) ud af.

 

Det er denne dramatiske og betydningsfulde periode i den nyere filosofihistorie, som kapitlet vil skildre.

 

 

Flere links:

 

  Introduktion til Descartes

     (Kort om de grundlæggende begreber)

 

  Descartes' rationalisme

     (Artikel af Morten Dige)

 

  Humes erkendelsesteori

     (Universitetsopgave fra Odense Universitet)

 

  Humes empirisme

     (Artikel af Morten Dige)

 

  Immanuel Kant

     (Leksikonartikel)

 

  Kant on the Web

     (Omfattende Kant-site - engelsksproget)

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600