Filosofisk æstetik

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage  

Forside

 

Immanuel Kant:

 

Af Kritik af dømmekraften, 1790

 


 

Efter det skelsættende hovedværk Kritik af den teoretiske fornuft (1781 - om erkendelsen og nødvendighed) og det efterfølgende værk Kritik af den praktiske fornuft (1788 - om moralen og frihed) udgav Kant (1724-1804) i 1790 den såkaldt tredje kritik: Kritik af dømmekraften (om skønhed og syntesen mellem nødvendighed og frihed). Heri vil Kant godtgøre, at fx smagsdommen i kraft af den reflekterende dømmekraft ikke blot er en privat dom, men tillige har en form for almen gyldighed.

 

Indimellem udgav Kant også andre, mindre værker, men de tre kritikker står stadig som det kantianske trekløver.

 

 

 

 

Selv om Kritik af dømmekraften udkom som den sidste af de tre kritikker, omhandler den ikke desto mindre et træk ved erkendelsen, der så at sige går forud for den begrebslige erkendelsesform, som den første kritik omhandler.  Dette træk ved erkendelsen viser sig som 'erkendelseskræfternes frie spil', som opstår i mødet med fx kunstværket. Det betyder bl.a., at den æstetiske erfaring er autonom i forhold til den begrebslige erkendelse.

 

I den æstetiske erfaring ledsages sansedata af følelser, hvilket ophæver forstandens behov for at kategorisere sansedata. Da forstanden derfor hverken vil eller kan forme de nødvendige begreber, giver det behag, der ledsager den æstetiske erfaring, anledning til en desinteresseret smagsdom.

 

 

Se også

 

  Opgaver

 

  Immanuel Kant  (leksikonopslag)

 

  Dømmekraftens labyrinter  (norsk)

 

  Dømmekraftens kritiske funktion  (norsk)

 

  Kant on the Web  (engelsk)

 

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600