Filosofisk æstetik

 

Af Jimmy Zander Hagen

 

Tilbage  

Forside

 

Eksempel på undervisningsforløb:

 

 

Det skønne

 

 


 

Æstetik betegnes ofte som læren om det skønne. Og sandt er det, at de æstetiske diskussioner som regel kredser omkring det skønne. Det har givet anledning til inddragelse af begreber som smag, behag, lyst, glæde etc. - allesammen begreber, der knytter sig til det sanselige. Men æstetik betyder jo også egentlig 'læren om det sanselige'. Der vil derfor kunne være god grund til at gennemføre et tematisk undervisningsforløb om det skønne - også selv om den helt moderne kunst tilsyneladende ikke stræber efter skønhed i traditionel forstand.

"Mange ting kan for ham være yndige og behagelige - det er der intet problematisk i - men hvis han udgiver noget for at være skønt, så forudsætter han den samme tilfredshed i andre; han dømmer ikke kun for sig selv, men for alle og taler om skønhed, som om det var en egenskab ved tingene.  [...] Skønhed er det, der behager universelt uden at behøve noget begreb."

(I. Kant: Kritik af

dømmekraften, 1790)

 

 

Tekst Bemærkninger

I. Kant: Af Kritik af dømmekraften, 1790

Kants diskussion af begrebet 'skønhed' kan danne udgangspunkt for temaet. Kant skelner fx mellem mekanisk og skøn kunst - hvori består det skønne? - og mellem natur- og kunstskønhed. Endelig kan man se på det forhold, at det hæslige tilsyneladende kan fremstilles som skønt. Hvad ligger der i det?

K. Rosenkranz: Af Det hæsliges æstetik, 1853

Også Rosenkranz tager fat i 'det hæslige' og diskuterer, hvordan det forholder sig til det skønne. Endvidere spørger Rosenkranz, hvorfor det skønne ikke kan fremstilles ensidigt. Rosenkranz tænker således skønhedsbegrebet dialektisk og hævder, at skønhed bl.a. bygger på kontraster. Vi må derfor fx spørge, hvordan sådanne kontraster opstår.

J.-F. Lyotard: Af Det sublime og avantgarden, 1985

Med Lyotard springer vi helt op til vor tid. Allerede Kant - og før ham E. Burke - diskuterede begrebet 'det sublime' som det, der på en eller anden måde overskrider det skønne. Men det sublime genoptages i den postmoderne periode, hvilket vil sige i 1980erne. Hvad er det, der med det sublime er på spil i kunstoplevelsen, og hvorfor kan det sublime ikke indeholdes i det skønne?

 

 

Det er ikke mængden af tekster, der er afgørende for at kunne tale om et forløb, men teksternes indbyrdes sammenhæng, der bearbejdes ud fra et skønsomt valg af arbejdsformer og indfaldsvinkler. Centralt står dog stadig teksterne.

 

Indledningsvist kunne man tage udgangspunkt i et kunstværk - fx et klassisk og et moderne - og derudfra diskutere, hvori det skønne kan siges at bestå. Eventuelt kan man endvidere inddrage et klassisk perspektiv på skønhed ud fra fx Platon. Grundstammen i forløbet udgøres imidlertid af de tre primærtekster. Opgaverne kan danne udgangspunkt for en diskussion på klassen og/eller i grupper - og opgaverne kan suppleres med kritiske indvendinger mod dele af eller hovedtanken i de tre tekster.

 

Endelig vil en skriftlig dimension ofte virke befordrende på forståelsen. Papiret fordrer klarhed. Opgaverne vil således også kunne besvares skriftligt, fx med en halv A4-sides tekst i relation som et bud på et svar til én af opgaverne.

 

 

Se evt. også

 

   http://www.leksikon.org/html/dk/skoenhed.htm

      (om skønhed)

 

 

Filosofididaktisk perspektiv:

 

"Den, som vil foretage et udvalg af filosofiske tekster til undervisningsbrug, står uden retningslinjer, hvad teksternes form angår, thi filosofferne har afprøvet alle slags: afhandling, dialog, Sprichwort...Kun et er fælles for alle filosoffernes skrifter, nemlig at i dem søges tanken præciseret, indtil intet mere står ubestemt tilbage."

S. Gosvig Olesen: At læse filosofi, 1992

 

 

Gyldendal Uddannelse, Klareboderne 3, 1001 København K, tlf. 33 75 55 60

Denne side er optimeret til skærmopløsning 800 x 600